Stress historik

Begrebet stress blev oprindelig udformet af den canadiske læge Hans Selye i 1930'erne. Han anvendte betegnelsen om påvirkninger, som sætter kroppen i alarmberedskab. Ved en række fysiske og psykiske påvirkninger - skader, blødninger, angst eller vrede - kunne han registrere nogen ensartede fysiologiske forandringer i kroppen. De formidles gennem hypofysen og hormonsystemet, som apåvirker de fleste af kroppens organer. Kroppen kommer i et fysiologisk alarmberedskab, der er særlig egnet til flugt eller kamp. Blodtrykket stiger, hjerteslagene bliver hyppigere, stofskiftet og blodomløbet ændres til fordel for høj muskelaktivitet.

Menneskeorganismen er mellem en halv og en hel million år gammel og blev udviklet under ydre forhold der var meget forskellige fra levemåden i vort moderne industrialiserede samfund. I denne samfundsform udsættes mennesket for påvirkninger som fører til så hyppige og langvarige stressreaktioner, at de kan føre til sygdom. Når f.eks. stressreaktioner ikke efterfølges af tilsvarende muskelaktivitet i form af flugt eller kamp, kommer mange organsystemer i kronisk ubalance. Dette kan f.eks. føre til blodtryks-, hjerte- og mavesygdomme.

Det er påvist, at mange påvirkninger i dagliglivet - skifteholdsarbejde, højt arbejdstempo, flytning, angst, personlige konflikter osv. - fører til biologiske stressreaktioner.